Sådan gør du din skjulte viden konkret

Det kan være svært at få øje på, hvad du rent faktisk ved. Og du kan nemt få en følelse af at "det ved alle". Eller "der er allerede andre, der har sagt det bedre end mig. Så hvorfor skulle nogen lytte til det, jeg har at sige?"

Så lad mig hjælpe dig lidt. For at komme følelsen af at alle ved det til livs, kan du stille sig selv det her spørgsmål:

- Hvad ved jeg om mit emne nu, som jeg ikke vidste for 2 år siden?

Brug 5 minutter på at lave en brainstorm ud fra spørgsmålet. Skriv det hele ned. Revl og krat. Skriv også selve spørgsmålet ned. Du skal nemlig bruge det senere.

Og så det der med, at der ikke er nogen, der vil lytte til dig. Vrøvl! Sorry, det er måske lidt hårdt. Men det er sandt. Der er intet af det, du læser i den her guide, som der ikke er andre, der har sagt skarpere og klogere. Intet. Og du læser det jo, ik? Ved du hvorfor?

Fordi det på en eller anden måde taler til dig. Fordi du ikke er stødt på det andre steder. Fordi måden jeg skriver det på, virker for dig. Men den virker ikke for alle.

Og det samme gør sig gældende, når du skal skrive opslag om din viden. Du kommer til at skrive det på en måde, der kommer til at ramme nogen (men ikke alle). Og måske er du den første, der deler den her viden med dem. Eller du er den første, der får det til at give mening for dem.

Så ja, der er nok nogen, der skal lytte.

Og med din brainstorm i hånden er du nu klar til næste trin: Opslagets struktur